Badeværelset

Hvordan i alverden laver man et badeværelse på rekordtid? 

Da vi skulle bygge badeværelset i Nybyggerhuset havde vi ikke nogen planer for hvordan det skulle se ud. Det eneste vi havde snakket om var, at vi måske skulle have fliser i to forskellige farver og det skulle laves i sildebensmønster.  Men vi kunne ikke finde nogen fliser vi kunne lide, og dem vi godt kunne lide var der 6-8 ugers leveringstid på.

Så nu handlede det i den grad om at være kreativ. Vi gik derfor på den blå avis for at se om vi kunne finde gode loppefund. Måske var der nogle som havde nogle fliser i overskud?

I stedet for at finde fliser fandt vi dog dét møbel der kom til at bane vejen for hele badeværelsets indretning, nemlig et badekar. 

Vi elsker badekar (se bare vores hus på Møn) og valgte derfor også at have et i vores Nybyggerhjem. Skulle vi være så heldige at vinde huset, ville vi nyde at kunne tage et dejligt lang karbad.

Se med herunder og se hvordan vi indrettede et wellness-badeværelse.

Elementer i badeværelset
Nybygger badeværelse 2020

På DBA fandte vi det perfekte badekar. Et gammelt træbadekar, eller dvs. et helt nyt træbadekar der hos de tidligere ejere aldrig var blevet monteret.

Udfordringen med badekaret var, at det var i Roskilde. Det kunne vi bare ikke nå at hente, da det ville tage alt for lang tid. Vi ringede derfor til sælger og fik dem overtalt til at mødes med os i Korsør, så kunne vi lige præcis nå det.

Badekaret var i høj grad med til at forme hvordan badeværelset skulle se ud. Det skulle være en hel spaoplevelse at komme herind. Derfor fandt vi de smukkeste natursten til vores gulv, og vi elskede tanken om at få naturen trukket med derind.

Det skulle vise sig at være utrolig svært at lægge gulvet og nerverne sad helt ude på tøjet. Vi brugte 25 kg kilo fugemasse hvor man normalt ville have brugt 2,5 kilo.

Efter det havde tørret op kunne vi selvfølgelig ikke lide fugen. Den var blevet alt for lys i forhold til det udtryk vi ville have. Så måtte vi tilbage efter ny fugemasse, og her valgte vi en koksgrå.

Der var sort overalt, og vi begyndte at stresse - ville fugen farve stenen alt for meget så vi ikke længere ville få det naturlige udtryk? Efter vi havde vasket og vasket og gulvet tørrede op, blev det dog super flot.

Maling og farvevalg

Til badeværelset valgte vi én enkelt farve, som skulle være med til at skabe den følelse af ro og afslappethed, som vi ville opnå med rummet. 

Vi lod os ikke nøjes med blot at male væggene, men malede faktisk også flere af elementerne, herunder de lofthængte lamper, det antikke skab der hænger over badekaret samt vaskemøblet. 

  • Væg og møbler: Jotun Lady, Blushing Peach, Farvekode 20047 / 2914-Y53R
  • Spartelmasse: Jotun Lady, Blushing Peach, Farvekode 20047 / 2914-Y53R
  • Spraymaling til lamper: Belton, 3012
Jotun Blushing Peach
Roligt badeværelse med spa-fornemmelse
Fritstående håndvask

Vi fandt en flot rund vask i en grålig nuance med et fint mønstre. Vi ville helst have haft en stenvask, men var ikke i stand til at finde en.

Vasken blev placeret på et rummeligt vaskemøbel vi fandt i en genbrugsbutik, og den malede vi i samme nuance som væggen for at den faldt godt ind uden at være for dominerende.

Det fine skab over badekaret fandt vi også i en genbrugsbutik, og det valgte vi kun at male udenpå. Som hylder på væggen fandt vi en masse gamle murstensforme, en af dem blev brugt som toiletrulleholder. Vi borede blot to små huller i den og satte en pind i fra naturen og vupti, så havde vi en fin toiletrulleholder.

Vi fandt noget egetræ som vi sleb rigtig fint og lagde henover badekaret så vi havde en fin hylde, måske til lidt lækker champagne imens vi bare skulle ligge og slappe af.

Af en gren designede vi en smykkeholder der med små kroge skruet fast kunne hænge øreringe og halskæder på, og samme gren blev boret med et kopbor så der kunne ligge fyrfadslys i.

Et par gamle lamper blev fundet på DBA og malet i samme farve som væg og vaskemøbel. En skulle hænge ved spejlet og to fra loftet. De to fra loftet kom til at hænge ned fra en stor naturgren for at gøre det ekstra hyggeligt. Spejlet vi fandt var også et loppefund, og armaturet valgte vi skulle være helt standard da det ikke måtte blive for “pænt”.

Gulv af natursten
Gulv af natursten
Toiletrulle-holder af murstensskabelon
Badeværelset i Nybyggerne 2020

Hør Christian og Malene fortælle om badeværelset