Soveværelset

Så er vi ligesom i gang. Det første rum vi skal lave til Nybyggerne 2020 er et soveværelse, og det skal bygges på 4 dage.

Vi havde fra start ingen idé om hvordan det skulle se ud, hvilke farver væggene skulle have eller hvilket gulv der skulle lægges. I virkeligheden er vi et par, som ikke er ret gode til planlægning. Vi går på shopping og ser hvad vi kan finde på hylderne, uden den helt store plan.

Vi satser på at finde en farve til væggen, noget lækkert tapet eller en dibilidut der kommer til at skabe rummet, og det alene giver et super dejligt kick for os og måske et lidt større kick i Nybyggerne, da alt jo ligesom er på tid.

Men vi gør det, vi kaster os ud i det og så må vi se hvor det fører os hen og hvilket resultat vi ender op med. Vigtigt for os i Nybyggerhuset er, at den røde tråd er, at der ikke er nogen rød tråd.

Udfordringen ved ikke at være så struktureret er at vi arbejder på tid, og hvis vi ikke har en plan kan det godt være svært at huske at handle alle dimserne, til vores helt store gør det selv projekt.

Læs med herunder og se hvilke elementer vi har sat ind i vores soveværelse, samt hvilken maling og tapet vi har brugt.

Maling og tapet

Til soveværelset gik vi all in med den grønne farve i forskellige nuancer og et flot tapet. Herunder kan du se en liste over de farvekoder vi har brugt.

  • Tapet: Van Gogh, Daubigny's Garden (17210)
  • Mørk grøn: 36200, Jotun Lady Pure Color
  • Lys grøn: 36205, Jotun Lady Pure Color
  • Træmaling: Jotun Lady Supreme Finish (mat)
  • Gulvet: 333701, Marmoleum Click Moon 30x30 cm

En lofthængt seng

Christian får den skøre idé, at vi skal have en hængeseng.

Jeg synes at det er den fedeste idé men jeg er lidt bange for om det kan lykkedes at få den til at sidde fast i loftet, så stor en hjemmebygget seng ender jo altså med at blive lidt tung og så skal den op og hænge.

Tapetet vi fandt kom hurtigt til at bestemme farven på soveværelset.

Snak om Nybyggerne 2020