Tiden inden Nybyggerne

Skrevet af Malene Lauritsen

Må jeg gerne melde os til? Kunne det ikke være meget sjovt? Vi kommer jo nok ikke med alligevel, vel? Men hvis vi ikke prøver, så ved vi det jo ikke.

Det startede med at jeg surfede lidt rundt på de sociale medier og pludselig så jeg det:

Har du hænderne skruet rigtigt på? Nu kan du melde dig til Nybyggerne 2020.

Jeg Googlede frem og tilbage og læste videre:

Når 4 par i 2020 skal omdanne en rå bolig til deres nye hjem i "Nybyggerne", kommer det til at foregå i det jyske, nærmere bestemt Silkeborg. I den nye sæson vil deltagerne i endnu højere grad end tidligere skulle forholde sig til bæredygtighed og klimavenlige løsninger.

Jeg var solgt. Silkeborg er det smukkeste sted og har den mest storslåede natur. I 2011 brugte vi Silkeborg utrolig meget, da vi på det tidspunkt havde valgt at bo i autocamper i ét år. Allerede dengang kiggede vi på hinanden og sagde “her skal vi bo”. En anden ting som fylder meget for os, særligt i de seneste år, er bæredygtighed og klimavenlige løsninger. Jeg følte bare at det skulle være nu og altså lige nu, og vendte mig til Christian og sagde: "SKAT, prøv lige at se her”

Så ved manden min godt hvad klokken har slået, i det han siger; “Hvad nu skat? Hvad har du nu fundet på?” Ja, man skulle jo tro at han kendte mig.

Jeg giver ham min telefon, og han bruger tid på at læse det. "Hmmm, tror du at det er en god idé? Kan vi finde ud af det? Hvad med børnene? Hvad med vores lille firma? Vi kommer jo ikke med alligevel, vel?" 

Samtidig med at han stiller de spørgsmål fornemmer jeg også en glød i hans øjne. Jeg fornemmer et smil og en rastløshed, og da han var færdig med at snakke spørger jeg: “Må jeg gerne melde os til? Kunne det ikke være meget sjovt? Selvfølgelig kommer vi ikke med, hvad er chancerne også for det?  Men hvis vi ikke prøver, så ved vi det jo ikke".

Christian er på. Jeg fornemmer det. Han smiler mere og kravler uroligt rundt i den stol han sidder i. Jeg viser ham mit dådyrblik, altså i ved... kvindelist, og så kysser jeg ham selvfølgelig. Selvom vi har været sammen i 12 år,  kan han heldigvis ikke stå for mig. Jeg er stadigvæk den heldigste kvinde i hele verden, for selvfølgelig siger han ja.

Tænk at være så heldig, at have en mand der har lyst til sådan et eventyr sammen med sin kone.

Tilmeldingen

Vi følger linket til tilmeldingen og tænker, okay det klarer vi da bare lige på et par minutter. Men det er ikke bare noget man lige gør på et par minutter. De mange spørgsmål og billedeupload krævede tid, og vi blev enige om kigge på det når vi havde læst det hele igennem og sad ved en computer

Tiden fløj afsted, men nu havde vi tid til at fordybe os i ansøgningen. Det skulle gøres rigtigt. Vi besvarede spørgsmålene efter bedste evne, og gennemtrasket arkivet for samtlige billeder af os selv og fundet nogle vi var nogenlunde tilfredse med. Kender I det? Man er vel aldrig helt tilfreds med sig selv.

Ansøgningen blev indsendt efter et par timers arbejde. Der ville nu gå nogle måneder før vi fandt ud af, om vi overhovedet blev taget i betragtning til  casting. Jeg sad allerede med en følelse af opgivelse, da der blandt spørgsmålene havde været ét der gik på, om man tidligere havde været i tv eller var kendt, og det er jeg vel nok i en eller anden forstand.

I 2016 udgav jeg selvbiografien “Brev til mor og et par år senere dokumentaren “Væk fra incestens skygge” som handler om en barndom med vold og incest. Jeg var simpelthen bange for, at jeg med min mørke fortid havde dømt os ude på forhånd, velvidende at Nybyggerne 2020 var et eventyr vi havde drømt om.

Casting eller ej

Da vi 2 måneder senere er på vej til Jylland snakker vi ikke meget om Nybyggerne. Måske for at passe på os selv for ikke at blive skuffet, når vi fik besked om at vi ikke ville gå videre. 

På vejen er Christian er inde for at tanke da jeg tjekker mail. Én mail lyste op. Afsenderen var nemlig fra Metronome og Nybyggerne 2020. Med et sug i maven og tårer i øjnene tog jeg tilløb til at åbne mailen. Heri stod :

"Tusinde tak for jeres ansøgning til Nybyggerne. Vi kan med glæde fortælle jer, at I er udvalgt til casting"

Da Christian hopper ind i bilen og spørger mig hvad der er sket, græder og smiler jeg på samme tid imens jeg siger "Ja, ja, ja skat, det er for vildt" og med det så han endu mere forvirret ud.  Jeg fortsatte "Vi er med, eller det er vi ikke, men vi skal til casting i Nybyggerne". 

Christian har aldrig haft så mange ansigtsudtryk på én gang: han blev bleg, for så at blive helt rød for så at tude, grine og se bekymret ud. 

Så sagde han "ej skat hvad gør vi?" . Dette skulle vise sig at blive en uforglemmelig tur til Jylland, hvor hele følelsesregistret blev hevet igennem.

Til castingen stod der bla. at vi skulle vi medbringe et moodboard – og hvordan skulle sådan et se ud? Vi skulle være kreative og heldigvis havde vi en lang tur foran os til at finde ud af, hvad det skulle være. Én ting var vi dog enige om, det skulle være anderledes!

Castingen nærmede sig og tiden fløj afsted. Med moodboard og spænding i kroppen gik turen mod København. Trods at det var vinter svedte vi så meget, at det føltes som om det var sommer og 40 grader.

Vores moodboard viste sig at være en anelse overdimensioneret i forhold til de andres. Men alle vores ideer kunne ikke klemmes ned på mindre, og vi kunne sagtens have taget fire moodboards med ind. Her satte Christian dog foden ned, det ville være at overreagere en smule syntes han.

Det overdimensionerede moodboard

I stormvejr vælter vi ud af bilen og kæmper med at få vores oversized moodboard ud, uden at få alt for meget mudder med ind. Halvdelen af billederne flyver af i den voldsomme blæst, og jeg løber halsende rundt efter Christian for at fange billederne, imens han slæber moodboardet ind. Alle vores billeder var sat på med små klemmer og ligger nu hulter til bulter. 

Da vi kom indenfor skulle alle brikkerne til moodboardet samles på ny. Vi blev taget imod med det skønneste smil af en sød medarbejder fra Metronome. Hendes varme og måde at være på gjorde mig (lidt mere) rolig igen.

Da det var vores tur til at blive castet skulle vi blot en tur op i elevatoren. Her kom første udfordring: moodboardet var for stort. Men Christian tog fat, for ind skulle det.  Det knagede og bragede og vores fine lampe hang nu ikke længere så godt. Mit hjerte galoperede, det moodboard skulle bare holde 30 min mere.

Vi kom ind i elevatoren trykkede på knappen. Det var nu. Lige nu. Smil, smil, smil. Da elevatoren stopper trykker jeg på knappen, men døren åbner ikke. Vi sidder fast på den forkerte etage. Åh nej, det går aldrig godt, vi er allerede kommet helt galt fra start når jeg at tænke. 

En sød kvinde fortæller,  vi bare skal trykke på en knap og gå lidt længere væk fra døren. Nemmere sagt end gjort med et overdimensioneret moodboard der i forvejen ikke kan være der og to mennesker. Men pludselig sker der noget: elevatoren kører op og døren åbner på den rigtige etage. Her stod de sødeste  kvinder og tog imod os med åbne arme og snak. Bortset fra at min stemme rystede hver gang jeg sagde noget, følte vi at det gik godt, men man føler sig vel aldrig helt tilfreds.

Castingen var overstået nu skulle vi "bare" vente.

Corona rammer Danmark

Da Corona ramte Danmark blev hele casting-processen hos Metronome bremset, og de skulle finde nye måder at fortsætte på. Landet blev lukket ned og pludselig blev vi også i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var muligt at filme Nybyggerne 2020.

Men Metronome var seje, og  takket være Zoom og Skype fortsatte castingen. Uheldigt for os, da teknik ikke er vores force. Der var ventetid imellem hvert kald, da de skulle finde frem til de fire par som skulle være med i programmet. 

Endelig kom dagen og opkaldet vi havde ventet på. Vi vidste hvad tid der ville blive ringet, så vi skulle være klar og nøj, hvor vi var nervøse. 

Telefonen ringede og vi kiggede på hinanden. Hvem skulle tage den, og var vi klar til at få et afslag? Vi havde i hvert fald forberedt os så godt vi kunne.

Vi tog telefonen og i den anden ende blev der sagt:“Christian & Malene i er ét af nybygger-parrene 2020”.

Vi skreg af glæde og Christian fik vist også lidt våde øjne. Tankerne fløj afsted, nervøsiteten steg. Vi var bange for om vi var gode nok, hvad hvis vi ikke klarer den?

Så kom dagen, og nu starter det hele. Er I klar til at følge med på rejsen?